Min far løj for min søn om, at han spiste kød og frugt, men han spiste faktisk billig grød lavet på vand.
At gå på pension har forvandlet mit liv til et helvede. Der er ikke nok penge til det nødvendige. Jeg har en søn, der lever godt. Venner overtaler mig til at gå til domstolene for at kræve underholdsbidrag fra ham. Jeg kan ikke gøre det. Min stolthed og samvittighed tillader det ikke. Han er mit eget kød og blod.
Jeg opdragede min søn til at være en hårdtarbejdende mand. Han har tjent penge siden han var 16 år gammel. Mens han studerede, arbejdede han efter undervisningen og tog nattevagter. På den tid, tilbød han altid at sende penge, selvom han knap havde nok til hans egne behov.
Jeg afviste hans penge, fordi det ikke er passende for en voksen mand at leve på bekostning af et barn. Jeg kunne tjene mine egne penge, så jeg prøvede at arbejde mere og se positivt på min situation.
Jeg gik på pension. I starten var det tåleligt. Jeg havde besparelser, som jeg brugte fornuftigt i det første år af mit pensionistliv.
Jeg har arbejdet hele mit liv i forskellige job. Jeg har været en lagerarbejder, sikkerhedsvagt og kasserer. Jeg er ikke bange for manuelt arbejde. Jeg mener, at så længe en person ikke er arbejdsløs, men tjener penge på en ærlig måde, er de dygtige. Jeg gik på pension, da jeg begyndte at have sundhedsmæssige problemer. Almindelige opgaver blev vanskeligere at udføre.
Jeg så pension som en længe ventet hvile, men jeg tog fejl. Livet bliver endnu hårdere, ikke lettere. Min første pensionsudbetaling var 2500 kroner. Jeg gik ikke i panik. Jeg tænkte – jeg vil overleve. Jeg har altid forsørget mig selv, ingen har givet mig en krone.
Men jeg tog fejl. Mine sundhedsproblemer blev værre. I et stykke tid fik jeg behandling, spiste ordentligt, men pengene løb hurtigt ud. Så besluttede jeg at stoppe. Med de penge kunne jeg betale for offentlige forsyningsvirksomheder, og du kan ikke gendanne dit helbred i min alder alligevel.
Efterfølgende begyndte jeg at skære ned på mad. Jeg skiftede fra kød og frugt til grød og billig pølse. Efter et par måneder gav jeg også op på dem. Tak til naboerne, de fortalte mig, hvor man kunne købe grøntsager, frugt til en rabat. Det er ikke den bedste mad, men uanset hvad, det er vitaminer. Nu har jeg ikke engang penge til dem.
Min søn ved ikke om min situation. Han har en kone og et barn. Lad ham hellere investere penge i sin familie. De vil købe en lejlighed, de har mere brug for det, og jeg vil på en eller anden måde strække mit liv.
Vi taler ofte sammen med min søn. Han ved, hvad min pension er. Jeg fortæller ham om min hverdag. Jeg fortæller ham, at jeg læser bøger, ser tv, taler med venner, lever uden bekymringer. Han tror oprigtigt på mine eventyr. Min imaginære lykkelige alderdom beroliger ham.
En gang blev jeg dårlig. Ambulancen tog mig med. Noget med hjertet. Der er ingen penge til behandling. Jeg besluttede at træde over min stolthed. Jeg ringede til min søn for at fortælle ham om mine forhold, for at bede om lidt penge til behandling. Han lyttede, udtrykte sympati og sagde, at han ikke havde en krone. Men jeg ved, at han og hans familie er taget på ferie i udlandet. Er det virkelig vigtigere end ens egen far?
Jeg vil ikke længere opleve sådan mangel på respekt for mig selv. Måske bekymrer min søn sig ikke så meget om sin far, som jeg troede. Eller måske har hans velstand og velbefindende sløret hans bevidsthed, fordi han tror, at alle har penge, især pensionister.
